Mig og Glistrup
Søren Nordstrands Mig og Glistrup er en billedbog til børn i alle aldre, illustreret af Allan Christian Hansen.
I bogen fortæller Alberte om en helt normal barndom med mor, far og hunden Glistrup. Albertes forældre er, som forældre er flest. De smører madpakker, henter fra institution og læser godnathistorie:
“Når jeg skal sove, skiftes mine forældre til at putte mig. Det er det bedste, jeg ved. Jeg skal først børste tænder og tisse. Så får jeg læst to-tre bøger. For det meste bliver de liggende, til jeg er faldet i søvn”
Men kan vi stole på Albertes beretning? Både børn og voksne fanger hurtigt, at illustrationerne og teksten fortæller to forskellige historier. Hvor Albertes historie er ren idyl, viser illustrationerne en virkelighed, hvor der bestemt ikke er mad i køleskabet, og hvor aftenerne tilbringes alene - eller med far på bodega.
Mig og Glistrup er (også) en børnebog om at bo med alkoholiske forældre, men alligevel være så loyal, at man lyver over for sine omgivelser (og sig selv). Det er en historie, der inviterer til en samtale mellem børn og voksne om mindre ressourcestærke familier, men også om at lyve. Det, at pynte på sandheden og fortælle noget, som ikke helt passer, er noget de fleste af os kan relatere til.
Anmeldelser og omtale af Mig og Glistrup
Bookmeupscotty (6 stjerner)
"Nordstrands bog er en genistreg uden lige, den er simpel, men nødvendig, og jeg er faktisk også overbevist om, at børn vil få en læseoplevelse ud af at bemærke, at de har opdaget Albertes små løgne eller dækhistorier. Den gik lige i hjertet".
Læs hele anmeldelsen på Bookmeupscotty.
Bogblogger
”en meget meget fin, relevant og ret barsk billedbog” [..] ”man er slet ikke færdig med Alberte efter læsningen. Bogen åbner op for en verden, der er så ulig, hvad de fleste børn oplever” [..] ”Bogen får mine varmeste anbefalinger og vil formentlig blive brugt i danskundervisning i folkeskolen, da der er så meget at arbejde med”.
Læs hele anmeldelsen på Bogblogger.
Bogrummet (4 stjerner)
”Det er genialt at konstruere en børnebog på denne vis. Det er oplagt at tale med barnet om hvorfor andre børn agerer som de gør, når barnet selv godt kan se at der er store uoverensstemmelser imellem det sagte og det man kan observere. Samtidig er der mulighed for at snakke om omsorgssvigt, hvor barnet har mulighed for at forstå verden med Albertes øjne. Til det formål er Mig og Glistrup et stærkt værktøj”.
Læs hele anmeldelsen på Bogrummet
Bogoplevelsen
"Det er utroligt, hvor stor en fortælling, der kan fortælles med så lidt. Bravo!" [..] "Denne lille, hjerteskærende perle fortjener vid udbredelse".
Læs hele anmeldelsen på Bogoplevelsen.
@bausagerbooks
"Det er en knugende fortælling om svigt og en piges loyalitet over for sine forældre. Jeg vil bruge bogen i undervisningen i 3.-4. klasse, når der skal arbejdes med kontrapunktiske tekster. Eller hvis vi en dag skal tale om, at nogle børn i Danmark har det svært". @bausagerbooks
Bognørden (5 stjerner)
"Vedkommende, lærerig og super-vigtig bog" [..] ”Mig og Glistrup henvender sig til indskolingsbørn ca. 4-7 år. Bogen er skrevet i små korte sætning og i børnehøjde, ligesom de fantastiske illustrationer fortæller sin helt egen historie".
Læs hele anmeldelsen på Bognørden.
Boghunden (5 stjerner)
"Den mest fantastiske og rørende børnebog
Jeg har aldrig læst en børnebog som denne. Hold da op. Den fik mig jo næsten til at græde. Når en billedbog på bare 32 sider formår det, så fortjener den altså topkarakter" [..] " Jeg tror på, at en bog som denne, kan være med til at forebygge mobning og bryde tabuer. En helt eminent børnebog om livet når det gør ondt – set fra børnehøjde".
Læs hele anmeldelsen på Boghunden.